Vision

Marie Kruses skole skal være en uddannelsesmæssig dynamo, som bidrager væsentligt til at løfte den uddannelsesmæssige opgave både lokalt, regionalt og nationalt. Dette sker for at sikre, at skolens stærke position som fri skole fastholdes og synliggøres både lokalt og regionalt både for elever, forældre og medarbejdere.

En forberedende skole på højeste niveau
Det er vores vision, at skolen fortsat skal være en forberedende skole, som lægger stor vægt på at give eleverne en solid faglig orienteret undervisning i alle fag.  Undervisningen og alle øvrige aktiviteter sigter på elevernes læring og på at forberede og danne dem fagligt og menneskeligt til at kunne fortsætte med videre uddannelse – hvad enten der er tale om en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det er derfor en målsætning, at antallet af elever fra Marie Kruses Skole, der vælger at fortsætte på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, ligger over landsgennemsnittet.

Innovation
Det er endvidere skolens vision, at elevernes sans for at kombinere og anvende deres faglige viden, kreativitet og forskellige kompetencer på utraditionelle og nye måder og i forhold til konkrete problemstillinger i verden omkring dem skærpes og udvikles optimalt. Derfor vil undervisningen i innovation fremover være et væsentligt element i skolens samlede uddannelsestilbud både i grundskolen og i gymnasiet.

Det er et mål, at der etableres et innovationscenter på skolen, og at dette om muligt sker i samarbejde med en eller flere eksterne partnere.