Ledige stillinger på Marie Kruses Skole

Bibliotekar pr. 1. marts 2020

Engageret medarbejder med lyst til at drive og udvikle vores skolebibliotek søges til fuldtidsstilling pr. 1. marts 2020.

Vi er en veldrevet privatskole med både grundskole og gymnasium. Vi søger en serviceminded bibliotekar, der trives i en til tider hektisk hverdag.

Vi søger en dygtig og engageret person, der sammen med os i grundskolen vil skabe læringsoplevelser på biblioteket, og som tør at sætte sig selv i spil i mødet med vores brugere og hjælpe dem videre med viden og inspiration. Du skal bidrage til det gode kollegaskab og være med til at udvikle biblioteket som arbejdsplads både fagligt og socialt for eleverne.

Om jobbet

  • Du kommer især til at arbejde med at udvikle, planlægge og gennemføre vores tilbud om biblioteksundervisning for børnehaveklasse – 5. årgang
  • Du kommer til at arbejde med den daglige biblioteksbetjening
  • Du vil skulle indtænke, hvorledes udskolingselever kan benytte bibliotekets faciliteter i faglige og sociale sammenhænge
  • Du kommer til at styre bogindlevering og -udlevering i afslutningen og opstarten af et skoleår – dette både i grundskole- og gymnasieafdelingen
  • Du kommer til at være den, der har overblikket og styre årets bookinger af klassesæt og taskebøger
  • Du vil være en stor del af indskolingens og mellemtrinnets læsebånd ift. at klargøre læsekasser til klasserne
  • Du kommer til at have en vejledende rolle over for elever og lærere ift. betjening af multimediaværktøjer og andre digitale platforme
  • Du kommer til at stå for bogindkøb til biblioteket i grundskolen

Din profil

  • Du er uddannet bibliotekar
  • Du har lyst og potentiale til at kunne inspirere og vejlede brugere på imødekommende vis
  • Du er skarp til informationssøgning i både digitale og fysiske materialesamlinger
  • Du har erfaring i at bruge multimediaværktøjer og kan formidle dette til brugerne – og er af natur nysgerrig på, hvad der rører sig af muligheder på forskellige digitale platforme
  • Du har god sans for overblik og struktur
  • Du har erfaring med brug af bibliotekssystemet Cicero
  • Du er nysgerrig, engageret og samarbejdsorienteret

Vi tilbyder

  • Ansættelse på en spændende, dynamisk arbejdsplads med fokus på udvikling
  • Samarbejde med gode kollegaer, hvor godt humør, fælles ansvarlighed og gensidig respekt og professionalisme vægtes højt

 

Ansøgning, CV, uddannelsesbevis samt referencer sendes til job@mks.dk senest torsdag d. 19. december kl. 12.00.

Samtaler forventes afholdt i uge 2. Løn- og ansættelsesvilkår ifølge gældende overenskomst for fagområdet.

Vi glæder os til at høre fra dig!