Marie Kruses Skole støtter op om den enkelte elevs talentudvikling og tilbyder en vifte af faglige udfordringer.

TalentCamp

Marie Kruses skoles grundskole har siden skoleåret 2013/14 været medlem af TalentCampDK. En skoleforening bestående af ca. 45 medlemsskoler, hvis primære formål er at tilbyde faglige udfordringer til de dygtigste elever i 7. – 9. klasse i matematik, dansk og engelsk.

I løbet af et skoleår gennemføres fire til seks camps. Medlemsskolerne står på skift for at huse de talentfulde elever. Programmet for den enkelte camp planlægges af bestyrelsen for TalentCamp i samarbejde med den skole, hvor arrangementet finder sted. Det er klasselærer og faglærere, der sammen med skolens talentvejleder indstiller en elev til deltagelse i TalentCamp.

Formålet med disse camps for elever i 7. – 9. klasse med særlig lyst og interesse for science (matematik, kemi/fysik), engelsk og dansk forfatterskole er:

  • At etablere en undervisning, der tilgodeser elever med særlige kræfter (fagligt og personligt) og med stor interesse for skolearbejdet.
  • At etablere et undervisningsmiljø, hvor eleverne får mulighed for at blive udfordret på et højere niveau og modtage supplerende undervisning/materialer
  • At skabe kultur for, at det er ”in” at arbejde intensivt med skoleopgaverne.
  • At skabe basis for etablering af et fagligt og socialt netværk for eleverne på tværs af landet.

De elever, der har deltaget i TalentCamp giver alle udtryk for, at det har været en fantastisk oplevelse fagligt som socialt. En oplevelse, som de gerne vil være en del af igen. MKS bliver nævnt som værende en skole med mange særdeles talentfulde elever.

Matematik

Elever i 4. – 6. klasse med særligt matematisk talent tilbydes SuperMat. Det er matematiklæreren, der indstiller eleven til SuperMat.

SuperMat foregår i to lektioner om ugen. Undervisningen varetages af skolens talentvejleder.