Kruses Gymnasium har mulighed for at udbyde fagkombinationer, som du ikke kan få på offentlige gymnasier.

Studieretninger - studiestart 2017

På denne side kan du læse mere om din studieretning og nærstudere de enkelte muligheder for fagkombinationer.

Bioteknologi A – Matematik A – Fysik B

Bioteknologi er et moderne fag, der kombinerer biologi, kemi, fysik og matematik og udnytter de nyeste teknologier inden for natur- og sundhedsvidenskab. Vi arbejder med bioteknologiske emner – bl.a. gensplejsning, stamcelleforskning, DNA og RNA, lægemiddelfremstilling og biogas som brændstof. Bæredygtighed og ansvarlighed er nøgleordet i arbejdet med de nyeste biologiske og kemiske problemstillinger, og vi anvender matematisk modellering og IT i de naturvidenskabelige undersøgelser. Studieretningen giver dig adgang til næsten alle naturvidenskabelige uddannelser, og du kan opgradere kemi og fysik til A-niveau.

Matematik A - Fysik A - Kemi B

Listen over berømte danske fysikere er lang: Du kender måske Ørsted og Bohr og har hørt om Lene Hau, der bremsede lysets hastighed. Vil du gå i deres fodspor, er denne studieretning noget for dig. Du skal arbejde med klimaforandringer, kemikalieprodukter i hverdagen, IT, matematisk modellering og meget mere. Studieretningen klæder dig på til at læse videre på DTU og andre naturvidenskabelige studier som medicin, geofysik og nanoteknologi.

Matematik A - Fysik B - Kemi B

Som privatgymnasium kan vi tilbyde denne klassiske naturvidenskabelige studieretning med et twist, så du også får astronomi. Du kommer til at arbejde med hele universet fra Big Bang til de nyeste Mars-ekspeditioner, samtidig med at du får adgang til de vigtigste naturvidenskabelige studier inden for medicin, teknologi og kemi. Andreas Mogensen var den første dansker i rummet. Skal du være den næste?

Biologi A - Kemi B

Er du sportsnørd, naturfreak, eliteidrætsudøver eller bare glad for at spille håndbold, er denne linje måske lige noget for dig. Kruse har som privatgymnasium mulighed for at give denne studieretning en særlig idrætsprofil, hvor alle elever har idræt på B-niveau. Du kommer til at arbejde med kroppen, naturen, sport, doping, fysiologi og træning i tæt relation med biologi og kemi. Der er mulighed for studieretningsrejser til de fede idrætsfaciliteter på Playitas og måske en ski- eller kanotur i Sverige. Sammen med matematik på B-niveau får du adgang til professionsuddannelser som sygeplejerske, fysioterapeut eller bioanalytiker. Opgraderer du til matematik på A-niveau får du adgang til mange også lange videregående uddannelser.

Samfundsfag A - Matematik A

Har du en iværksætter i maven, drømmer du om en karriere i det private erhvervsliv, bankverdenen eller inden for jura? Eller er du bare glad for matematik og samfund, så er dette måske din studieretning. Vi fokuserer på dansk og international økonomi og politik, Danmarks forhold til EU, Kina og USA. Vi arbejder samtidig systematisk med innovation, både som tema og som arbejdsproces. Det vil være helt oplagt at vælge erhvervsøkonomi som valgfag. Så er du nemlig endnu bedre klædt på til at forstå virksomheders og organisationers udfordringer og måske udvikle deres strategier.

Samfundsfag A - Engelsk A

På denne studieretning har vi fokus på de internationale perspektiver og globaliseringens konsekvenser for mennesker, sprog og samfund, samtidig med at vi fordyber os i engelsksproget film og litteratur. Du får styr på EU’s institutioner og nogle af de centrale sprog i unionen og får samtidig dansk politik helt ind under huden. Kommunikation spiller en central rolle både teoretisk og praktisk. Vi anbefaler, at du vælger religion på B-niveau som valgfag. Det vil give dig gode muligheder for at forstå vor tids kulturmøder mellem det sekulariserede Vesten og andre samfund, hvor religion har en fremtrædende rolle, fx i Mellemøsten eller USA.

Engelsk A - Tysk/Fransk A - Samfundsfag B

Her kombinerer vi sprog, kommunikation, samfundsfag, økonomi og erhvervsliv. Vi har fokus på de internationale perspektiver og globaliseringens konsekvenser for mennesker, sprog og samfund – samtidig med at vi beskæftiger os med moderne kultur, litteratur og film. Du får styr på EU´s institutioner og de centrale sprog i unionen og tager temperaturen på dansk politik. På denne studieretning har vi erstattet idræt med erhvervsøkonomi C. Det giver en fantastisk mulighed for at kombinere internationale perspektiver med diskussioner om økonomi og erhvervslivet – måske lige noget for dig, der tænker på at studere i udlandet eller at tage en uddannelse med fokus på international business og politik. Vi tager på udveksling og sprogrejser til USA og Europa, hvor du kan møde andre mennesker.

Musik A - Engelsk A

Du behøver ikke være en Mozart for at vælge denne studieretning. Men er du glad for at synge og spille og for at være en særligt aktiv del af skolens liv, får du her gode muligheder for at optræde og spille en vigtig rolle i vores teaterkoncerter. I engelsk læser vi nye romaner og gamle klassikere, ser interessante film og analyserer vigtige tekster fra rockens og poppens univers. Vi anbefaler, at du vælger et af de andre kreative fag som valgfag, fx billedkunst, mediefag eller design & arkitektur, så du lærer at arbejde med kreative processer i flere forskellige fag.