Ordinær generalforsamling på Marie Kruses Skole torsdag den 11. april 2019

Indkaldelse til ordinær generalforsamling

Hermed indkaldes til generalforsamling på Marie Kruses Skole torsdag den 11. april 2019 kl. 19.00 på skolens lærerværelse. Vær venligst opmærksom på, at dørene lukkes kl. 19.00.

Som forældredrevet skole oplever medarbejdere og bestyrelse dagligt, hvordan I som forældre er engagerede i jeres børns skolegang helt fra 0. klasse til 3. g. Det nære samarbejde mellem forældre og skole er en forudsætning for, at vi kan drive en skole, hvor eleverne trives, dannes og udvikler sig fagligt.

Derfor er det en stor glæde for os i bestyrelsen at invitere jer til skolens årlige generalforsamling.

Generalforsamlingen er skolens øverste myndighed, og derfor er det vigtigt, at så mange som muligt deltager. Her vil I få lejlighed til at møde hele bestyrelsen samt skolens ledelse og deltage i en konstruktiv dialog med os om det, der samler os – nemlig vores børns uddannelse og dannelse.

Vi glæder os til at ser jer.

Generalforsamlingens dagsorden

  1. Valg af dirigent. Bestyrelsen foreslår som dirigent viceafdelingsinspektør Karina Hoffmeyer
  2. Formandens beretning
  3. Fremlæggelse af årsregnskab for 2018 v/ administrationschef Lars Holm-Nielsen
  4. Rektors beretning
  5. Valg af tilsynsførende
  6. Valg til bestyrelsen
  7. Eventuelt

Valg af tilsynsførende

Bestyrelsen er ansvarlig for, at forældrekredsen vælger tilsynsførende hvert andet år. Det er alene forældremyndighedsindehavere til elever på skolen, der kan stemme ved valg af tilsynsførende.

Bestyrelsen indstiller til forældrekredsen, at Merete Nyboe Jensen genvælges anden gang som tilsynsførende i grundskolen for den kommende tilsynsperiode.

Bestyrelsens sammensætning

Bestyrelsen består af seks forældrevalgte medlemmer, to medarbejdervalgte medlemmer samt ét medlem udpeget af Furesø Kommunes kommunalbestyrelse.

Nuværende forældrevalgte medlemmer

  • Lena Eichler (formand)
  • Torben Flagsø (næstformand)
  • Jesper Berring-Langberg
  • Torben Samson
  • Maria Rasch – er på valg og genopstiller
  • Margrethe Bastholm Bille – er på valg, men genopstiller ikke

 Udpeget af Furesø Kommunes kommunalbestyrelse

  • Henrik Poulsen

Medarbejdervalgte medlemmer

  • Inken O. Christensen, grundskolelærer
  • Ann-Kristin Nielsen, gymnasielærer

Suppleanter

  • Mette Mandrup – genopstiller ikke

Valg til bestyrelsen

Der skal vælges to bestyrelsesmedlemmer for en treårig periode og to suppleanter for en etårig periode.

Bestyrelsen indstiller følgende kandidater til valg til bestyrelsen:

  • Maria Rasch – genopstiller
  • Jørgen Erik Frost-Rasmussen

Valg af suppleanter

Der skal vælges henholdsvis en første og en anden suppleant for forældrerepræsentanterne.

Bestyrelsen indstiller følgende kandidater som suppleanter til bestyrelsen:

  • Martin Mackeprang Edens, 1. suppleant
  • Louise Juhl, 2. suppleant

Forslag til kandidater fremsendes til bestyrelsen

Forslag til øvrige kandidater til bestyrelsesposter og suppleanter skal i henhold til skolens fundats være formanden skriftligt i hænde senest otte dage før generalforsamlingen, dvs. senest onsdag den 3. april 2019. Forslag til kandidater bedes venligst sendt til formanden på følgende mailadresse: eichler3520farum@gmail.com.

Den officielle kandidatliste offentliggøres torsdag den 4. april 2019 via ForældreIntra og på skolens hjemmeside.

Valghandlingen

Vi gør venligst opmærksom på, at man skal være til stede ved hele generalforsamlingen og under selve valghandlingen for at stemme. Fuldmagt kan ikke overdrages til andre end den, man deler forældremyndighed med. Selve valghandlingen foregår som beskrevet i skolens fundats:

”4.2 Ved afstemninger på generalforsamlingen – herunder valg af forældrerepræsentanter til bestyrelsen har hver af de personer, der har forældremyndigheden over elever, der går på skolen, uanset hvor mange børn den eller de pågældende personer måtte have på skolen, én stemme. Hvis hjemmet har 2 forældremyndighedsindehavere, har hjemmet 2 stemmer, og der kan gives fuldmagt til den person, man deler forældremyndighed med.”

Bestyrelsen håber at se så mange forældre som muligt til en spændende aften.

 

På vegne af bestyrelsen for Marie Kruses Skole,

Lena Eichler
Formand

Endelig kandidatliste

Den endelige kandidatliste til den ordinære generalforsamling på Marie Kruses Skole den 11. april 2019 tæller nedenstående personer.

Opstiller til bestyrelsen som 1. prioritet og suppleant som 2. prioritet:

 

Maria Rasch (medlem af bestyrelsen og stiller op til genvalg)

Mit navn er Maria Rasch, og jeg er 48 år gammel. Sammen med Niels har jeg to børn og bor i Hareskovby. Vores datter Alberte gik på Marie Kruses Skole fra 6. til 8. klasse, men er nu på efterskole i 9. klasse. Vores søn Tobias går i 6.c. Jeg er selv gammel elev fra Marie Kruses Skole (fra 0. klasse til 3.g), og efter jeg er begyndt at komme på skolen igen, har det været fantastisk at opleve, at Marie Kruses Skole er lykkedes med både at følge med tiden og samtidig beholde grundværdierne intakte. Denne blanding af tradition og fornyelse sætter jeg meget højt og arbejder for bibeholdes på Marie Kruses Skole.

Jeg blev valgt ind som suppleant i bestyrelsen i april 2017 og trådte ind som medlem i oktober 2017. Af tidligere bestyrelseserfaring kan nævnes 10 år som medlem af bestyrelsen på Veterinær- og Landbohøjskolens Kollegium (heraf en periode som næstformand), medlem af bestyrelsen for en integreret børneinstitution samt en sportsforening. Idet begge mine børn er startet i den lokale folkeskole, har jeg fået en masse erfaringer og input med fra en anden skole end Marie Kruses Skole, som bidrager til, at jeg kan se skolen fra en anden vinkel.

Jeg har en stærk naturvidenskabelig profil med en kandidat- og Ph.d.-uddannelse i fødevarevidenskab og har arbejdet som forsker i mikrobiologi, inden jeg blev ansat i Novozymes for 12 år siden. Her arbejder jeg nu som senior project manager, hvor jeg har hovedansvaret for en række store projekter, som alle omhandler udvikling af nye enzymer til vaskemidler. I disse projekter har jeg en meget bred berøringsflade både fagligt og personligt, og er vant til at sætte mig ind i nye områder, stille spørgsmål og sikre mig at alle relevante områder af forskellige problemstillinger bliver belyst. Desuden er jeg involveret i strategiudviklingen inden for mit område, og jeg synes, det er utroligt spændende at arbejde med de mere langsigtede visioner – og dette gælder også for mit arbejde for Marie Kruses Skole.


Jørgen Erik Frost-Rasmussen

Mit navn er Jørgen Erik Frost-Rasmussen, jeg er 58 år gammel og har boet i Farum de sidste 25 år. Jeg er gift med Tina, og vi har 3 børn, som alle går på Marie Kruses Skole; Cathrin i 7.a., Malene i 4.a. og Cornelius i 0.a. Jeg har derudover 2 store børn fra et tidligere ægteskab, hvoraf den yngste, Marie-Louise gik på MKS fra 6. klasse og indtil hun fik studentereksamen i 2017. Jeg sidder selv i dag i indskolingsrådet.

Jeg er uddannet officer i flyvevåbnet og ansat ved Forsvarsministeriets Personalestyrelse, hvor jeg er ansvarlig for udvikling af it-understøttede HR-løsninger. Jeg har gennem min tid i forsvaret arbejdet meget med ledelse generelt og projektledelse af store HR-projekter.
Jeg har deltaget i udarbejdelse af forsvarets HR-strategi og har haft megen fokus på at skabe de bedste rammer for forsvarets ansatte, hvilket har givet mig en stor indsigt i HR-området.

Privat har jeg gennem mange år været fodboldtræner i Farum Boldklub, i en årrække for drenge fra 5 til 11 år og senest for et pigehold, hvor Cathrin selv spillede, fra de var 7 til de var 13 år gamle.

Personligt er jeg positiv, engageret og arbejder energisk for de ting, der interesserer mig meget.

Jeg vurderer, at jeg generelt vil anvende de ovenstående kompetencer til at arbejde målrettet med trivsel for børnene på skolen, da jeg er af den opfattelse, at børn har det bedst og lærer bedst, hvis de trives og er glade. Trivsel er mange ting, men jeg mener, at der kunne arbejdes på at skabe rammer for at anvende skolens område og faciliteter også efter endt skolegang. Det kunne være spændende at skabe klublignende forhold, hvor skolens elever kunne samles efter skolegang til forskellige tilbud; musik, skak, it etc.

Jeg ser frem til at kunne arbejde sammen med resten af bestyrelsen.


Morten Storch

Mit navn er Morten Storch, jeg er 50 år gammel, gift med Vibeke og har Marie som går i 6.d. Vi flyttede Marie fra en folkeskole til Marie Kruses Skole, fordi vi synes skolens værdier er tiltalende, og her er et godt læringsmiljø. Jeg har været medlem af mellemtrinsrådet i dette skoleår.

Jeg har mit eget investeringsfirma, hvor der investeres i aktier, derivater, ejendomme og vedvarende energi. Det kræver indsigt i mange virksomheders økonomiske forhold, analyser og overblik over nyhedsstrømmen.

I 6 år var jeg aktiv i bestyrelsen og som frivillig i min datters svømmeklub, Sigma Swim Birkerød, hvor hun var konkurrencesvømmer. Jeg sad også i bestyrelsen på Maries tidligere skole, hvor der skulle implementeres skolereform og nyt læringsmiljø “Synlig Læring”.

Det har altid været vigtigt for mig at engagere mig i mine børns skoler og fritidsaktiviteter. Jeg synes, at det er spændende at komme ind skolens  “maskinrum” og bidrage til udviklingen af skolen.

Opstiller som suppleant til bestyrelsen:

 

Martin M. Edens

Jeg er 48 år gammel, gift og far til Isabella i 6.c. Til daglig arbejder jeg som business development manager hos Cisco, og jeg er kandidat til en suppleantpost til bestyrelsen for Marie Kruses Skole.

Jeg har hele mit liv været meget aktiv som frivillig i diverse foreninger samt i lokalsamfundet. Jeg har været/er: sportstræner, bestyrelsesmedlem, interviewer af kommende udvekslingsstudenter, bloddonor, valgtilforordnet, domsmand, foreningsstifter og eventarrangør.

Mit engagement har altid været drevet af en lyst til at give noget tilbage og at kunne bruge mine erfaringer til at forbedre den fremtidige oplevelse.

Jeg er en initiativrig og dedikeret deltager, i alt hvad jeg laver, uagtet om det er privat, socialt eller professionelt.

I forbindelse med min datters opstart på MKS, valgte jeg at træde ud af skolebestyrelsen på hendes gamle folkeskole, efter at vi over en 6-årig periode havde gennemført ny skolestruktur, ny skolereform, sammenlægning af to selvstændige skoler til én samlet distriksskole, ansat ny ledelse med dertilhørende interviews af kandidater samt opbygget en ny fælles ånd for den samlede skole. Det var tid til, at jeg tilsvarende engagerede mig i min datters nye skole på en eller anden facon.

Mit primære fokus har altid været og vil altid være muligheden for at optimere brugen af de ressourcer, man har til rådighed. Her tænker jeg på både de fysiske rammer og på infrastrukturen i og omkring en skole/gymnasium. Lysten er altid drevet af at udfordre status quo fremfor at læne sig tilbage i stolen og lukke øjnene.


Louise Juhl

Jeg er 43 år gammel og bor i Farum. Jeg er gift med Philip Juhl og har to drenge, som går på Marie Kruses Skole. Mikkel Juhl, som går i 5.a og Oliver Juhl, som går i 6.a. Jeg har været med i indskolingsrådet og med i mellemskolerådet. Vi valgte privatskole til drengene for at kunne påvirke skolen og dermed drengenes fremtid. Vi kendte ikke til Marie Kruses Skole, før vi flyttede til Farum, men vi har været utroligt glade for vores beslutning.

Jeg har en lidt speciel erhvervsbaggrund. Jeg er uddannet klinikassistent, men har ændret retning nogle gange undervejs. Jeg har arbejdet i medicinalindustrien som pakkeoperatør og i pensionsbranchen som sagsbehandler, men de sidste 10 år som softwaretester og testmanager. Lige nu har jeg meget fokus på at optimere processer og coaching af udviklingsteam i kvalitetssikring.

I mit arbejde bruger jeg meget tid på at analysere og forholde mig til krav og kvalitetssikring, men også meget omkring værdiskabelse. Dvs. stille spørgsmål, hvorfor og hvad er formålet med de tiltag, som skolen ønsker. Nogle gange er det nok bare at stille spørgsmål. Jeg mener, at man ikke skal gøre, som man plejer, medmindre det er på grund af bevidste valg imod en vision, som alle kender og forstår. Hvis jeg skulle gøre en forskel, vil jeg gerne være med til sikre vores børns uddannelse mod en mere digital verden.