Kruses Gymnasium indgår partnerskab med FC Nordsjælland om ny HF-uddannelse

22. nov 2019
Kruses Gymnasium åbner HF-uddannelse med FC Nordsjælland

Kruses Gymnasium åbner HF-uddannelse fra sommeren 2020. Et samarbejde med fodboldklubben FC Nordsjælland skaber samtidig de bedst mulige rammer for unge atleter til både at kunne være ambitiøse omkring deres sport og uddannelse.

 

Fra sommeren 2020 vil Kruses Gymnasium – STX & HF og FC Nordsjælland i samarbejde tilbyde en ny HF-linje, hvor uddannelse på højt niveau kombineres med elitesport på højt niveau for alle unge mennesker med interesse og hverdag i sport på højeste plan.

Den nye HF-uddannelse er åben for alle interesserede, men samarbejdet mellem Kruses Gymnasium og FCN giver en særlig mulighed for at kombinere uddannelse og elitesport. Som HF-elev på Kruses Gymnasium vil man således kunne studere på lige vilkår med andre og samtidig opnå den fleksibilitet i forhold til morgentræninger og sportsbetinget fravær, som er nødvendig for at kunne dyrke sin sport på eliteniveau.

“Vi deler tilgangen til unge mennesker med FC Nordsjælland i mange henseender. Det handler først og fremmest om at møde dem med høje forventninger og samtidig sørge for, at de får den nødvendige opmærksomhed og støtte til at håndtere de krav, der bliver stillet til elitesportsudøvere eller studerende på en ungdomsuddannelse, siger Rektor for Kruses Gymnasium – STX & HF, Carsten Gade og tilføjer:

“Vi er meget optagede af at gøre vores elever til hele mennesker med en sund indstilling til tilværelsen og det fællesskab, de indgår i. FC Nordsjællands ønske om at skabe balance mellem fodbold og uddannelse for deres spillere harmonerer derfor glimrende med Kruse HF.

Fodbold og uddannelse går hånd i hånd

Direktør i FCN, Søren Kristensen, glæder sig til samarbejdet med Kruses Gymnasium – STX & HF og understreger, at fodbold og uddannelse er hinandens forudsætninger.

“Vi er af den overbevisning, at vi ikke arbejder med dygtige fodboldspillere, der tilfældigvis er mennesker. Vi arbejder med mennesker, der tilfældigvis er dygtige fodboldspillere. Vi er ikke et sekund i tvivl om, at de bedste fodboldspillere er dem, der er hele mennesker. Derfor prioriterer vi, at vores unge spillere på akademiet, både piger og drenge, skal kunne tage en skoleuddannelse ved siden af deres fodbolduddannelse hos os i FCN. Det vil vi strække os langt for at kunne sikre vores spillere muligheden for, selv om et fodboldakademi kræver meget tid af de unge mennesker. Den mulighed får vi nu i samarbejdet med Kruses Gymnasium, siger han.

Hverdagen på et fodboldakademi indeholder ofte morgentræning og kampe i weekenden, ligesom der er en del rejser til internationale turneringer og med ungdomslandshold. For de unge spillere, der rykkes op i Superligatruppen, bliver det endnu sværere at få hverdagen til at gå op med skolegangen. Det samme kan være gældende for unge talentfulde og ambitiøse atleter indenfor andre sportsgrene. Derfor er der behov for en uddannelse, som kan rumme den krævende hverdag for unge atleter, men som ikke går på kompromis med niveau eller ambition på det faglige plan. Lige præcis dét er udgangspunktet for samarbejdet.

“Vi ved, hvor meget det kan gavne en spiller at have noget andet at gå op i, både når det går godt og mindre godt med sporten. Og vi tror på, at uddannelse og dannelse er lige så vigtige dele af en komplet professionel fodboldspiller, som selve spillet på banen er. Derfor er vi meget glade for, at vi har fundet en lokal partner i Kruses Gymnasium, som gerne vil være med til at facilitere en hverdag, der kan give de unge mennesker det bedste fra begge verdener. Og som også vil være åben for piger og drenge fra andre sportsgrene. Vi ved, at Kruse står for et højt fagligt niveau og sunde værdier, og vi glæder os meget over, at vi nu kan tilbyde denne uddannelse sammen,” forklarer Søren Kristensen.

Det meste af undervisningen på HF-linjen kommer til at foregå på Kruses Gymnasium, men kan og vil også finde sted på Right to Dream Park. Et nyt og spændende samarbejde som man også glæder sig over at kunne tilbyde på skolen.

Du kan læse mere om FC Nordsjællands og Kruses Gymnasiums fælles HF-linje her

I videoen kan du høre tidligere Kruseelev og nuværende FCN-spiller Esther Rønn fortælle, hvordan samarbejdet mellem FCN og Kruse kunne have hjulpet hende i løbet af sin studietid.