Marie Kruses Skole skal være en forberedende skole.

Marie Kruses Skoles strategi

Marie Kruses Skole har vedtaget en strategiplan, som frem til 2020 sætter fokus på skolens vision, værdier og implementeringen af disse.

Vision 

Marie Kruses skole skal være en uddannelsesmæssig dynamo, som bidrager væsentligt til at løfte den uddannelsesmæssige opgave både lokalt, regionalt og nationalt. Dette sker for at sikre, at skolens stærke position som fri skole fastholdes og synliggøres både lokalt og regionalt både for elever, forældre og medarbejdere. 

En forberedende skole på højeste niveau 

Det er vores vision, at skolen fortsat skal være en forberedende skole, som lægger stor vægt på at give eleverne en solid fagligt orienteret undervisning i alle fag. Undervisningen og alle øvrige aktiviteter sigter på elevernes læring og på at forberede og danne dem fagligt og menneskeligt til at kunne fortsætte med videre uddannelse – hvad enten der er tale om en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det er derfor en målsætning, at antallet af elever fra Marie Kruses Skole, der vælger at fortsætte på en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse, ligger over landsgennemsnittet. 

Innovation 

Det er endvidere skolens vision, at elevernes sans for at kombinere og anvende deres faglige viden, kreativitet og forskellige kompetencer på utraditionelle og nye måder og i forhold til konkrete problemstillinger i verden omkring dem skærpes og udvikles optimalt. Derfor vil undervisningen i innovation fremover være et væsentligt element i skolens samlede uddannelsestilbud både i grundskolen og i gymnasiet. Det er et mål, at der etableres et innovationscenter på skolen, og at dette om muligt sker i samarbejde med en eller flere eksterne partnere.

 

Vejen til at indfri skolens vision 

For at skolens vision kan indfries, skal der gennemføres en række strategiske prioriteringer. Derfor har vi fastlagt fire strategiske pejlemærker eller indsatsområder, som udviklingsarbejdet i de kommende år vil rette sig imod. Under hvert pejlemærke er angivet ideer til, hvordan skolen kan arbejde konkret med hvert enkelt indsatsområde. Det skal understreges, at der er tale om ideer og dermed ikke om allerede fastlagte aktiviteter. Dette gælder dog ikke mht. til pejlemærke nummer fire. 

Pejlemærker

1) Kerneydelsen: vores undervisningsbegreb skal udfordres og udfoldes 

Ideer til aktiviteter
• Styrket fokus på prioritering og koordinering af hvilke pædagogiske og didaktiske udviklingsaktiviteter der skal vælges, og hvilke der skal fravælges. Prioriteringen sker bl.a. gennem centrale udvalg (PUK) i både grundskole og gymnasium og på tværs af de to skoleformer og SFO´en 

• Feedbackkulturen i undervisningen udvikles og understøttes – fx af nye tilrettelæggelsesformer. Dette sker med henblik på at give den enkelte elev en forbedret mulighed for at arbejde målrettet med den faglige udvikling 

• Der udvikles en særlig strategi for pædagogisk IT 

• Efter- og videreuddannelse som bl.a. har fokus på evaluering og feedback og på faglig og pædagogisk sparring 

2) Omverdensrelationen udvikles og styrkes gennem forskellige former for netværksdannelse 

Ideer til aktiviteter
• Der udvikles forskellige samarbejdsrelationer og partnerskaber mellem Marie Kruses Skole og erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og organisationer både lokalt, nationalt og internationalt 

• I samarbejde med MKS-Seniors udvikles en stærk alumneorganisation. 

3) De fysiske rammer forbedres og udvikles 

Ideer til aktiviteter
• Idræts- og scenefaciliteter forbedres fx ved nybygninger eller via udbygning af festsalen og gymnastiksalene 

• Udearealerne udvikles mhp. at kunne inddrage dem i det samlede undervisningsareal 

• Renovering af klasselokaler (i den gamle bygning) og kantinen iværksættes 

• IT-infrastruktur udbygges og optimeres 

4) Skolen udvikler et stærkt økonomisk fundament, som muliggør realiseringen af vores vision

Ideer til aktiviteter
• Der udarbejdes en investeringsplan, som prioriterer investeringer i de fysiske rammer 

• Der arbejdes målrettet med fundraising 

• Bestyrelsen fastsætter løbende økonomiske målsætninger gennem beslutning om konkrete måltal for udvalgte nøgletal